tirsdag den 29. januar 2008

Bispeengbuen

Forestillingen Fortællinger på Engen blev skabt til parkeringspladsen under bispeengbuen. Stedet var tidligere en grøn eng hvor Ladegårdsåen bugtede sig. Tilskuerne blev hentet af Naturguiden som viste rundt på ”Engen” hvor alt fra løsslupne husmødre med indkøbsvogne til engens brægende får viste sig for publikum og er med til at forvandle stedet for en stund – måske for evigt for tilskueren.

Området under Bispeengbuen inspirerede os, fordi det fysisk virker som et ingenmandsland midt i et levende boligkvarter. Denne kontrast ønskede vi at fremhæve i en installations-forestilling under Buen.

I vores arbejde med rummet integrerede vi de mennesker, som bor og færdes i området, og dermed er med til at definere rummet. Vi opsøgte lokale i vores research og udviklede herudfra scenisk materiale til forestillingen. Den færdige forestilling blev vist for lokale grupper, for at give dem muligheden for at opleve rummet på en ny måde.

I øjeblikket arbejder lokale og kommunale kræfter på at debattere og udvikle dette kvarter. Vi er inspireret af initiativet ”Liv Under Buen” og ville gerne med forestillingen være med til at vise området som noget andet end en rå og kold passage – nemlig et selvstændigt område, der KAN blive et sted for ophold, leg og kreativ udfoldelse.

Medvirkende: Ditte Laumann, Diana Knudsen, Marie Lenz Frederiksen, Tora Balslev og Henrik Levlin.
Instruktion: Henrik Levlin
Idé og Koncept: Tora Balslev, Diana Knudsen og Ditte Laumann